Såret som aldri gror...

Midt i all familielykke og kos, er det noen dager som fortsatt er litt tunge.
Vi tenner stadig lys for Isak, både her hjemme og på kirkegården. Om ikke vi kommer oss til grava hver uke, så er morfaren & mormora der jevnlig. Det er godt å vite at noen er der, og ser etter på en måte.

Idag har vi vært med et vennepar på en annen kirkegård, for å markere årsdag for deres lille englesønn. I den forbindelse ordnet jeg et kort med følgende dikt inni:

Moder, jeg er træt nu vil jeg sove
Lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
Thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt, og ude stormen truer,
Men i drømme, der er alt så smukt.
og de søde englebørn jeg skuer,
Når jeg har det trætte øje lukt.

Moder ser du englen ved min side?
Hører du den dejlige musik?
See han har to vinger smukke hvide
Dem han sikkert af vor herre fik;
Grønt og gult og rødt for øjet svæver,
det er blomster engelen udstrør!
Får jeg også vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, får jeg når jeg dør?

Hvorfor trykker så du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
Den er våd, og dog som ild den brænder,
Moder jeg vil altid være din!
Men så må du ikke længere sukke,
Græder du, så græder jeg med dig.
O, jeg er så træt! - Må øjet lukke -
-Moder - Se! nu kysser Englen mig

-H.C Andersen-

Det ble noen tårer da diktet ble lest, det treffer midt i hjertet for oss engleforeldre. Og ekstra spesielt ble det når vi samtidig så to babyer ligge smilende på gulvet rett ved oss.
Vi er så heldige, men samtidig har vi et sår inni oss som aldri gror...